Stemmer-forside STEMMER FRA DYBET

Red. Dorte Hummelshøj Jakobsen

En aktuel og vedkommende antologi, skrevet af 12 danskere, som har personlige erfaringer med livet på diverse overførselsydelser.

Mennesker på overførselsindkomst. Ordene skaber billeder. Alle har for eksempel hørt om Dovne-Robert og Fattig-Carina. Men lige meget hvem der toner frem for dit indre blik, så er det en væsentlig pointe i denne antologi, at det er et forsimplet billede. Mennesker på overførselsindkomst er lige så forskellige som mennesker på arbejdsmarkedet. Deres sociale baggrund, uddannelsesniveau, politiske holdninger, livssyn, ønsker og drømme er forskellige. Der er dog lighedspunkter: Et markant flertal af danskere på overførselsindkomst lever med fysiske og psykiske sygdomme, handicaps og misbrug. De har også noget andet til fælles: De lider under den stigmatisering, vi som samfund påfører dem.

Bidragydere:
Maria Busch, Rie Grenaa, Charlotte Holm, Mette Kjærulff, Claus Larsen, Line Lazarus, Lasse LIllevang Vesterholt, Carina Martinus, Rikke Petersen, Mette Sejrbo, Dorthe Skriver Nielsen, Heidi Stephansen.

ISBN 9788793197800

Vejl. pris 199,- kr

Fragt til pakkeshop 19 kr

Bogen kan bestilles hos din boghandler eller direkte fra forlaget på candiedcrime@gmail.com

———-

Anmeldelser

 

VÆRDIGE STEMMER FRA BUNDEN GØR OP MED GÆNGSE FORDOMME

Blogger Lisbeth Riisager Henriksen
“Stemmer fra dybet er en sjælden perle af en udgivelse, fordi den lader mennesker selv komme til orde om deres virkelighed. Den viser en helt anden virkelighed end det skingre billede, man ofte får i den offentlige politiske debat, hvor der cirkulerer mange fordomme om mennesker på overførselsindkomst eller i fleksjob.”

 

Ny bog minder om de skæbner velfærdsstaten har klemt og glemt

Den Offentlige

“Netop med sin ærlighed bliver Stemmer fra dybet et godt indlæg i socialkrisen, fordi den viser borgernes oplevelser og virkelighed. Nok hører vi om enkeltsager i medierne hele tiden, men samlet i bogform bliver det et stærkt og tankevækkende koncentrat, som mange sagsbehandlere og politikere med fordel kunne læse.”

 

Danmarksbloggen

“Bogen er velskrevet, og læsningen flyder afsted, selvom man konstant sidder med en stor knude i maven. For hvordan kan vi acceptere, at mennesker behandles på denne måde i vores rige land? Det burde være utænkeligt.”

 

En vigtig bog DU burde læse

Forfatter Steen Langstrup
“Her får de selv en stemme. Her fortæller de deres meget forskellige historier om, hvordan og hvorfor de havnede på kontanthjælp. Det er forstemmende læsning, som tegner et billede af et system, der nedbryder, stresser og presser syge mennesker sygere, et system, der har gjort det til en kunst at ramme dem, man påstår at ville hjælpe. Hvordan kommuner omgår loven, konstant truer borgerne, mens meget lader til at sejle hos det offentlige selv i en sådan grad, at det er svært at tro andet end, at det er en accepteret arbejdsgang, en nødvendig bivirkning på vejen mod lavere topskat.”

 

Persilles hjemmedyrk

“Det her er en vigtig bog. Ikke bare for os som samfund, men for kommende samfund. Det her skal læses og læses højt. Der er adskillige kapitler som er decideret uudholdelige. Selv fra folk som faktisk kan skrive og forklare hvorledes det her foregår – og bliver ved med at foregå. Det er ubærligt at blive indført i, hvor konstant og umenneskeligt det er.”

 

Den rullende bogblogger

Flere gange mens jeg læste, havde jeg lyst til at slå hårdt i bordet og bede kommunerne tage sig sammen og indse virkeligheden. For de har skyklapper på. Og det er sommetider, måske oftere end vi tror, ved at koste menneskeliv.